Hvis forskerne har ret, indeholder denne appelsin-store, 1,9 kg tunge meteorit, primitivt liv, som fandtes på Mars for milliarder af år siden. ALH 84001, som er dens officielle navn, blev opdaget i 1984 på Antarktis, og er en af 12 kendte Mars- meteoritter.
Den 20. juli i år var nuværende og tidligere NASA-ansatte samlet i Washington, D.C., for at fejre 20 års jubilæet for Vikingsondernes landing på Mars. Denne mission havde taget fat i et århundred gammelt spørgsmål: Findes der liv på den røde planet? Begge sonders resultater fik videnskabsfolkene til at konkludere, at marsoverfladen var fuldstændig steril, ihvertfald i de nærmeste kvadratmeter omkring sonderne.
Mens jubilæumsfesten fortsatte i Washington, var 9 rumforskere et andet sted ved at lægge sidste hånd på et nyt fund om Mars - ét, som ville give genlyd over hele verden. Den 7. august, efter to års gennemgribende analyser, offentliggjorde holdet, at der måske engang havde befundet sig primitivt liv på et stykke af Mars' overflade. Dette stykke af Mars have ovenikøbet gjort sig den ulejlighed at komme til Jorden.
I tiden omkring Vikingsonderne ville kun få videnskabsfolk have troet, at stykker af Mars (eller Månen) kunne falde ned på jordoverfladen. Men nu er det alment videnskabeligt kendt, at sådanne sten rent faktisk når Jorden efter at være blevet afsendt fra vores naboverdener ved store sammenstød. Det foreløbige regnskab inkluderer 11 fald fra Månen og 12 fra Mars.
Den aktuelle marssten kan fortælle mange historier. Én af disse er, hvordan den i det hele taget kom til Jorden. Ved at måle mængden af kosmisk stråling kan det beregnes, at denne "Mars-emigrant" brugte 16 millioner år på at vandre omkring i det indre Solsystem før den faldt ned på det såkaldte Allan Hills område i Antarctica. Derefter, 13000 år senere, fandt et amerikansk forskerhold stenen den 27. december 1984 og døbte den ALH 84001. En af forskerne, Roberta Score, erindrer at den var den grønneste meteorit hun nogensinde havde set mellem de flere hundrede, som blev fundet. Hun fortsætter: "Jeg har altid syntes, at der var noget mærkeligt ved denne sten".
Salt"globulerne" (brunfarvede) i ALH 84001, i hvilke der måske eksisterer beviser for liv, er kun 250 mikroner (0,25 mm) i diameter. Globulerne er rige på mineraler som magnesium (sort) og jern (hvid).
En anden historie drejer sig om forvirringen omkring ALH 84001`s slægtskab. De første ti år blev stenen anset for at være en diogenit, en gruppe af meteoritter, som menes at stamme fra asteroiden Vesta. Men for tre år siden afslørede den sin Mars-identitet. Laboratorier fra hele verden udbad sig et stykke af stenen til brug for analyse. De konkluderede hurtigt at stenen var meget gammel - 4,5 milliarder år - og at det sandsynligvis drejede sig om et stykke af planetens tidligste skorpe. Indtil da havde man ikke kendt Mars-meteoritter ældre end 1,3 milliarder år.
Det drejer sig altså om en sten, som bogstavelig talt har oplevet hele Mars' historie. Der mangler stadig at blive kastet lys over nogle detaljer, men man er enige om, at ALH 84001 må have udkrystalliseret sig langsomt fra magma. Den blev derefter slået løs fra et sammenstød som fandt sted for mellem 3,8 og 4 milliarder år siden - evigheder før den blev sendt mod Jorden. Stenen befandt sig senere - måske mere end én gang - under vand med et stort indhold af kuldioxid. Dette kan ses i små "dråber" af kulsurt salte, som har dannet sig inden i sprækker i stenen.
Lige fra begyndelsen var fysikerne fascinerede af de mærkeligt udseende dråber. De såkaldte globuler er orange-brune i centrum og har skiftevis lyse og mørke ydre rande. Dette indikerer, at stenene har opholdt sig i forskellige flydende miljøer. Det tog ikke lang tid før forskerne indså, at ALH 84001 fortalte mere end en ren geologisk historie.
I det amerikanske tidsskrift "Science" udgave fra den 16. august fremlægger det videnskabelige team ledet af David S. Mckay og Everett K. Gibson Jr. (NASA/Johnson Space Center) de facts som antyder, at meteoritten bærer biologisk liv fra Mars - og ikke fra Jorden.
For det første viser optagelser, foretaget med et elektronmikroskop, klynger af aflange former ikke større end 100 nanometer på og nær de kulsure salte. Formmæssigt minder de mest om små cocktailpølser, men ligner samtidigt også de tidligste mikrofossiler på Jorden, som blev dannet for 3.45 milliarder år siden.
For det andet fandt det videnskabelige team mørke rande på saltene, som skyldes små gryn af magnetit (Fe3O4)og jernsulfid (FeS). Disse krystaller er fri for strukturelle defekter eller urenheder og er utroligt små. "Man kan anbringe omkring en million af disse på spidsen af en nål", siger Kathie L. Thomas-Keprta (Lockheed Martin). Under normale forhold ville disse jernkomponenter ikke kunne sameksistere, og især ikke i sammenhæng med karbonat.
For det tredje - og det er det mest spændende - er saltene blandet med organiske molekyler kaldet polycykliske aromatiske hydrocarboner, eller PAH. Almindeligvis ville deres tilstedeværelse ikke automatisk pege på en markør for biologisk aktivitet - man ser ofte PAH i så forskellige legemer som meteoritter og interstellare skyer - sandsynligvis en konsekvens af stjernedannelse. Men som Richard N. Zare (Stanford University) forklarer, er det ikke et spørgsmål om kvantitet men kvalitet. "Vi har set på andre meteoritter, som indeholder PAH, og fordelingen af dette er meget mere simpel - det minder meget om havd man kan forvente, når simpelt organisk stof forfalder".
Kunne disse aflange former på dette billede, forstørrede ca. 10.000 gange, være de mikroskopiske fossiler af tidligt liv på Mars? De minder meget om simple organisker, som fandtes i rigt mål på Jorden for næsten 3,5 milliarder år siden, selv om deres jordiske ligemænd var 100 gange større.
Teamleder McKay indrømmer at ingen af disse fund i sig selv er bevis på, at primitivt liv har gennemtrængt ALH 84001. Alle disse fund kan eftergøres af rent uorganiske mekanismer. "Men når alle facts bliver lagt sammen er dette fund det mest overbevisende i retningen af organisk liv", slutter Mc Kay.
Forståeligt nok understreger alle involverede parter - fra forskerne, den videnskabelige verden og NASAs administrator Daniel Goldin - betydningen af at forske videre i dette nye resultat. Den amerikanske præsident Clinton har bedt NASA om at sikre at dette fund bliver fulgt op af videre efterforskninger.
"Dette er ikke simpel videnskab", siger mikrobiolog J. William Schopf (University of California, Los Angeles). Mens det NASA-sponsorerede team har fremlagt en overbevisende fremstilling, som udelukker "smitte" fra jordiske organismer, er Schopf mere bekymret for den mulighed, at PAH stammer fra de allestedsnærværende "livløse" processer. Mikrofossilerne i stenen er da også omkring 100 gange mindre end deres tilsvarende jordiske modstykker.
Det debatteres også hvornår og hvordan saltene blev dannet. Et første studie anslog deres alder til omkring 3,6 milliarder år, men en tidligere datering foretaget af Meenakshi Wadwha (Field Museum, Chicago) og Günther W. Lugmair (Scripps Institute of Oceanography) mener at de er meget yngre, mellem 1,3 og 1,4 milliarder år. Hvad der er den rigtige alder er meget vigtig, da der ikke synes at have været vand tilstede i store mængder på Mars de sidste 3 milliarder år. Wadwha og Lugmair gør opmærksom på, at visse andre Mars-meteoritter krystalliserede for 1,3 milliarder år siden - et sammentræf, som må angive en periode med forhøjet vulkansk aktivitet på Mars.
Et sidste spørgsmål er ved hvilken temperatur der dannes salte. For at muliggøre bakterier må temperaturen ikke have oversteget 150 grader celsius. Hvis temperaturen overstiger denne kan bakterierne ikke overleve. Nogle undersøgelser peger på, at saltene blev udskilte fra en væske omkring 80 grader celsius varm, andre geokemikere mener, at temperaturen var mindst 650 grader celsius. Andre igen mener, at hvis saltene blev dannet under tilpas varme og fugtige tilstande, ville noget af den omgivende sten have omdannet sig til lermineraler - og disse findes stort set ikke i Marsmeteoritten.
Men uanset alt dette har ALH 84001 rykket ved vores syn på Mars og de fremtidige rummissioner. Officielt er NASAs holdning en "skeptisk fascination" af resultaterne og at det er den videnskabelige verdens opgave at vurdere resultaternes troværdighed. Men i stille øjeblikke må de gnide deres hænder af glæde, for hvis alle disse spekulationer er rigtige, ser fremtiden for en kommende Marsmission meget lys ud.
J. Kelly Beatty/Sky & Telescope/Henrik Glintborg/TBP